Slidgigt i knæet (artrose)

Slidgigt er slitage på den brusk der er i et led. Dette medfører at de ledflader der glider mod hinanden bliver ujævne hvilket giver smerte. Langsomt vil flere strukturer i leddet være påvirket af slidgigten hvilket forværrer slidgigten. Slidgigt kommer ofte på grund af langvarig belastning af knæene med gentagne hyppige knæbøjninger men kan også komme som følge af tidligere knæskader eller for stor vægt.

Forekomst

Slidgigt i knæene er hyppigt forekommende. Det skønnes at flere end 6% af alle døjer med slidgigt i knæene. Kvinder dobbelt så hyppigt som mænd. Hyppigheden stiger med alderen, således at 45% af de 80-årige har slidgigt i knæene.

Symptomer

Der vil være smerter i knæet. Typisk vil der være smerter når knæet aktiveres. Ved fortsat aktivitet kan smerterne lindres noget men komme igen hvis belastningen fortsættes. Der kan senere i forløbet komme natlige smerter eller smerter i hvile. Stivhed i knæet samt problemer med at strække benet helt ud forekommer ligeledes.

Behandling

I starten vil øvelser evt. hos fysioterapeut, brug af smertestillende medicin og aflastning af knæene kunne hjælpe på smerterne. Vægttab vil afhjælpe smerterne. I svære tilfælde kan det være nødvendigt med en operation hvor der indsættes et kunstigt knæ.