Patellofemoralt syndrom (chondromalacia patellae)

Patellofemoralt syndrom henviser til patellofemoralleddet. Det er det led der sidder mellem knæskallen (patella) og lårbenet (femur). Knæskallen bevæges normalt langs en rille i lårbenet og styres af muskelbugene fra den store knæstrækker (Quadriceps). Den store quadriceps lårmuskel består af 4 mindre muskler og samspillet mellem disse har stor betydning for knæskallens bevægelse langs rillen i lårbenet. En ubalance i de kræfter som bevæger knæskallen kan gøre at knæskallen ikke bevæges som den skal hvilket kan være med til at give smerter i knæet.

Forekomst

Ses ofte hos unge kvinder men kan forekomme i alle aldre og hos begge køn. Tilstanden er meget almindelig.

Symptomer

Der er ofte smerter når man går på trapper og når man rejser sig fra hugsiddende stilling. Der er ofte også smerter når man sidder med bøjet ben eller rejser sig fra siddende stilling. Der kan ligeledes ses smerter ved gang eller løb. Disse smerter  bliver ofte lidt mindre ved moderat aktivitet.

Smerterne er ofte kommet langsomt over tid. Smerterne starter oftest ensidigt men ikke sjældent er begge knæ med smerter.

Behandling

Behandlingen består primært i knæøvelser. Knæøvelserne styrker den store knæstrækker på en sådan måde at knæskallens bevægelse i rillen på lårbenet forbedres. Øvelserne har oftest først effekt efter 2-3 måneder.

Hvad kan jeg selv gøre?

Det er vigtigt at undgå de situationer der forårsager smerterne i knæene (belastning på bøjede knæ).