Slidgigt er slitage på den brusk der dækker et led. På grund af længere tids belastning eller som følge af en tidligere skade bliver brusken ødelagt hvilket giver smerter. Tommelfingerens rodled er det led der er hvor tommelfingeren og håndleddet mødes.
Forekomst
Slidgigt ses hyppigere ved stigende alder. Det kan dog også ses hos yngre efter en skade. Slidgigt i tommelfingerens rodled ses hyppigere hos kvinder end hos mænd.
Symptomer
Ved slidgigt i tommelfingerens rodled vil der være smerter i fingeren når den bevæges, for eksempel ved at vride en karklud. Der kan også opstå smerter når tommelfingeren holdes i ro efter bevægelse. Det kan være en mindre bevægelighed af tommelfingeren og der er nedsat kraft.
Symptomerne er ofte kommet gradvist over længere tid.
Behandling
Til at starte med forsøges at belaste tommelfingeren mindre ved en støttende bandage og smertestillende medicin. Operation kan komme på tale hvis der gennem længere tid har været smerter og anden behandling ikke har hjulpet. Der er forskellige operationer til at behandle slidgigt i tommelfingeren. Leddet hvor slidgigten sidder kan stivgøres, den ene håndrodsknogle kan fjernes og erstattes med en sene eller man kan indsætte et kunstigt led af metal og plastik. Alle typer af operation har til hensigt at afhjælpe smerterne.