Skade på sideledbånd i knæet

På hver side af knæet sidder der stærke ledbånd som er med til at stabilisere knæet, de kollaterale ligamenter (sideledbånd). De har stor betydning for om underbenet kan bevæge sig til siderne i forhold til lårbenet. Sideledbåndet på indersiden (mediale collaterale ligament) sidder mellem lårbenet (Femur) og skindebenet (Tibia). Sideledbåndet på ydersiden (laterale kollaterale ligament) sidder mellem lårbenet og lægbenet (Fibula). Ved stor belastning eller kraftigt vrid i knæet kan disse sideledbånd gå i stykker.

Forekomst

Skade på det inderste sideledbånd (MCL) står for 40% af alle alvorlige knæskader. Skade på det ydre sideledbånd (LCL) forekommer meget sjældnere.

Symptomer

Typisk vil der  være kraftige smerter på den side af knæet hvor ledbåndet er revet over. Der kan komme hævelse i området på grund af blødning i vævet omkring ledbåndet. En følelse af manglende stabilitet i knæet er typisk.

Behandlingi

Selve skaden på ledbåndet heler ofte af sig selv hvis knæet beskyttes. Dette gøres ved en hængselbandage (Don-Joy) som beskytter knæet mod belastende sidebevægelser. Denne behandling skal iværksættes så hurtig som muligt, for at undgå at det læderede ledbånd vokser sammen i en forkert stilling.

Hvis ikke denne behandling har den ønskede effekt må man operere og sy det læderede ledbånd.