Fedtknude (lipom)

En fedtknude er en godartet knude dannet af almindelige fedtceller. Fedtknuder kan findes overalt på kroppen, dog ikke særlig hyppigt på benene. De er bløde og afrundede at føle på og ligger i huden fedtlag.

Forekomst

Fedtknuder er meget almindelige, ca. 1 ud af 1000 voksne pr. år får en fedtknude.

Man ved ikke hvorfor nogle menesker danner fedtknuder og andre ikke gør. Nogle patienter har en enkelt fedtknude, mens andre kan have adskillige af dem.

Symptomer

Der er sjældent nogen symptomer ud over at de kan være kosmetisk generende. I de fleste tilfælde er fedtknuderne under 5 cm i diameter men kan være større.

Behandling

Behandlingen af fedtknuder er fjernelse ved operation. Er de små (under et par cm) kan de fjernes i lokalbedøvelse. Større fedtknuder kræver fuldbedøvelse og henvisning til hospital.

Alle fedtknuder, der fjernes på klinikken sendes til mikroskopisk undersøgelse.